I en urolig verden skal Danmark være bedre rustet

2. oktober 2024

Statsminister Mette Frederiksen (S) havde ved åbningen af Folketinget 1. oktober fokus på at danskernes beredskab skal styrkes, og det synspunkt bakkes op af Danske Beredskaber

-Vi skal ruste os hver især og som samfund, sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen da hun den 1. oktober åbnede folketingsåret i Folketingssalen. Med reference til stormfloden der førte til digebruddet på Lolland og Falster i 1872 og decemberstormen i 1999 fortalte Statsministeren, at borgerne i tiden mellem de to naturkatastrofer var blevet sikret væsentligt bedre, fordi vi i 1999 havde fået et ”udbygget beredskab”. Men herefter lød spørgsmålet ud i Folketingssalen fra talerstolen, om vi nu også har et bedre beredskab i 2024 end vi havde i 1999?

Af svaret, som Statsministeren selv leverede, må man udlede, at der ifølge Mette Frederiksen ikke nødvendigvis er sket en udvikling mod det bedre i forhold til at skabe tryghed tæt på borgerne.

-Det bør vi prioritere at få. For verden har ændret sig, forklarede Mette Frederiksen og opremsede krig i Europa, Covid-19-pandamien, vildt vejr og en skærpet hybrid trussel som årsager til, at Danmark befinder sig i en sårbar situation, som vi skal ruste os bedre til.

Mette Frederiksen forklarede, at vi ikke igen må lade os overraske, og at det er sund fornuft at være klar til at hjælpe sig selv og hinanden, hvilket var en klar henvisning til, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) under Folkemødet den 15. juni efter en længere debat om robustheden i det danske samfund meldte ud, at alle danskere skal kunne klare sig selv i tre døgn, så myndighederne kan koncentrere kræfterne der, hvor behovet er størst.

-Selvfølgelig sætter det tanker i gang. Når man skal købe vanddunke og FM-radio. Og handle mad, så man kan klare sig……Det er mange år siden, vi sidst har skullet forholde os til den slags. De fleste af os har aldrig prøvet det, men det skal vi nu. Vi skal ruste os hver især og som samfund, fortalte Mette Frederiksen fra talerstolen.

For at tage handling på den situation en urolig verden og vildere vejr har placeret Danmark i, forklarede Statsministeren videre, at regeringen har oprettet et nyt, selvstændigt Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab, som fremover får det koordinerende ansvar for krisestyring og forsyningssikkerhed i Danmark.

Nødvendig udvikling af beredskabet
Hos Danske Beredskaber er man tilfredse med, at Statsministeren har det borgernære beredskab med som et af de primære fokuspunkter for regeringen i det kommende folketingsår, og specielt kvitterer man for regeringens ambition om at ville udvikle et mere robust civilt beredskab i Danmark.

Hos landets 29 kommunale beredskaber står man klar til at hjælpe regeringen og beredskabsminister Torsten Schack Pedersen og ministeriet for samfundssikkerhed og beredskab godt fra land med faglige indspil, lyder det fra Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber, som dog stadig mangler svar på, hvad regeringen mener beredskabet skal kunne håndtere i fremtiden, og hvad beredskabsministeren får af beføjelser.

-Vi ved endnu ikke, om ministeren får bemyndigelser til at fastsætte et tværgående beredskabsniveau i Danmark, og vi mangler fortsat en tilbundsgående analyse af det samlede beredskabs formåen og om kapaciteten i forhold til de mange opgaver beredskabet skal kunne håndtere i fremtiden, siger Bjarne Nigaard og fortsætter:

-Det er vigtigt at huske, at den primære aktør i det samlede beredskab for danskerne, er det kommunale beredskab, som står for opgaveløsningen tæt på den enkelte borger. Vi skal derfor huske at få styrket ikke kun enkelte dele af det samlede beredskab, men hele beredskabet hele vejen ud til borgeren og den enkelte hændelse. Det vil kræve, at det kommunale beredskab styrkes, som der også er lagt op til i Økonomiaftalen mellem Regeringen og KL. Og det skal ske fagligt rigtigt og lokalt, siger Bjarne Nigaard.

Relaterede nyheder

Netværk Forebyggelse havde ved efterårsmødet i Billund fokus på lovgivningen og fagligheden. Der er stor vilje til at alle gerne vil dygtiggøre sig og ambitioner om at skabe en fælles tilgang til opgaverne når Netværk Forebyggelse under Danske Beredskaber samler kapaciteter fra hele landet for at udveksle erfaringer omkring brandforebyggelse. Og for tovholderen for efterårsmødet […]

Når du ringer 112 for at få hjælp til brand eller redning, så er det altså næsten altid brandfolk fra en af det kommunale beredskabs 29 enheder landet over, der tænder de blå blink og kommer til undsætning. Det gør vi mere end 40.000 gange om året. På landsplan håndterer de kommunale redningsberedskaber samlet i […]

Brandmanden fra Højer Frivillige Brandværn, der døde under indsats den 7. september, blev æret, og otte helte fra brandstationen i Nykøbing Falster blev tildelt Redningsberedskabsprisen af beredskabsministeren, da det civile beredskab den 4. oktober mindedes sine faldne i Holmens Kirke. Den 4. oktober blev den årlige mindehøjtidelighed for faldne brand- og redningsfolk afholdt i Holmens […]

Få nyhedsbrev i indbakken