Mellem de mange lejlighedsbygninger i Bøgehegnet i Greve, kommer 16-årige Conrad Lafog susende på sin lyserøde vintageracercykel, som en sand dagens mand i skysovs og gelejder Danske Beredskabers journalist med op i lejligheden på 1. sal.

Her i privaten er familien Lafog/Dürr blevet sat i stævne. Sat i stævne til en snak om deres aktive liv i beredskabet over en æbleskive og gode minder.

For i den lille familie, er beredskabet ikke bare nogen, der kommer og hjælper, når det, bogstaveligt talt, brænder på. Beredskabet er nære venner, som de hellere end gerne bidrager med uendeligt mange timer til.

Men tilhørsforholdet til beredskabet kom ikke som en naturlighed.

Nok var familien vokset op med fællesskabet tæt ind på kroppen, og med mor-Charlotte Dürrs engagement i den lokale spejderbevægelse kom korpsånden ind med modermælken hos i dag 16-årige Conrad Lafog og 13-årige Clara Lafog.

Men beredskabet kendte man faktisk ikke meget til. Indtil en dag for knapt fire år siden, hvor nogle lokale brandfolk dukkede op i fritidsklubben og introducerede Conrad og hans venner til Greve Ungdoms Brandvæsen.

”Det lød jo meget spændende, så det tænkte vi, at det ville vi gerne prøve af”, fortæller Conrad Lafog.

En prøvetime, han næppe har fortrudt den dag i dag, for selvom nogle af vennerne efterhånden har mistet interessen for ungdomsbrandmandsfaget, så holder troligt han ved.

Oplevelserne var mange, grænser blev udfordret, og i hjemmet på Bøgehegnet var de mange historier med til at løfte brynene hos både søster og mor.

Så meget, at Clara Lafog, der lige var blevet 10 år gammel, også ville være med – men det måtte hun ikke. En aldersgrænse på 12 år betød, at hun måtte vente, hvad der for hende føltes som en hel livstid. Alligevel mødte hun trofast op på brandstationen, når storebror-Conrad skulle til sin fritidsaktivitet.

”Så stod hun der med sine dådyrøjne, indtil de forbarmede sig over hende, og hun derfor fik lov til at starte som 11-årig”, fortæller Charlotte Dürr, der med ét havde to ungdomsbrandmænd i sit kuld.

Hård nød at knække

Men at lillesøsteren startede på samme fritidsinteresse som storebror, var lidt af en hård nød at knække for Conrad Lafog. Tanken om en pinlig lillesøster, der ikke forstod sig på hverken beredskab, Conrads venner eller jargonen kunne hurtigt få kinderne til at blusse.

En frygt, der dog i dag er blevet gjort til skamme, fortæller de to søskende, der har nogle forstående instruktører, som behandler dem som individer og ikke familie.

“Det er ikke så tit, vi er på samme hold, når vi har øvelser”, fortæller Conrad Lafog, der suppleres af lillesøster Clara.

“På den måde bliver vi ikke lige så trætte af hinanden, som vi måske ellers ville blive”, lyder det.

Faktisk vælger de to søskende at se det som en fordel, at de har en helt særlig tilknytning til ungdomsbrandmandskorpset – og dermed et unikt søskendefællesskab.

Det handler nemlig om at bruge hinandens styrke og kende begrænsningerne.

“Jeg ved måske bedre, hvornår Conrad bare skal være i fred, hvis han er sur”, fortæller lillesøsteren, der med et drilsk smil kigger på sin storebror, inden hun uddyber med et glimt i øjet og med henvisning til et til tider iltert temperament:

“Ellers kan man hurtigt ligge på jorden”, fortæller hun, mens Conrad Lafog med blussende kinder kigger lidt genert ned i det spisebord, som familien sidder plantet ved.

En forskel

Børnenes engagement har siden forgrenet sig i mor-Charlotte, og det var derfor også naturligt for Charlotte Dürr, at hun kunne tage sit store engagement fra spejderbevægelsen med over i Greve Ungdoms Brandvæsen, hvor hun i dag sidder med i bestyrelsen.

Her er hun blandt andet primus motor for ansøgningen om fondsmidler, og så er hun altid parat, når der er brug for en ekstra hånd, når diverse arrangementer skal arrangeres.

”Jeg skal gerne have noget at lave hele tiden, så da der var behov for lidt ekstra hjælp i bestyrelsen, ville jeg selvfølgelig gerne give en hånd med”, fortæller hun.

Selvom familien bruger meget tid sammen, så er det ikke fordi, de har et stort behov for at se hinanden hele tiden. Det falder blot meget naturligt, når vennegruppen efterhånden har en del fællesnævnere, og moderen altid er frisk på at give en hånd med i ungernes største fritidsinteresse.

Men, lyder det, det er ikke altid sagen med en mor, der gerne hjælper til. For der skal også være plads til at være sig selv, fortæller Conrad og Clara Lafog, der, som de fleste andre teenagere, gerne vil have lov til at være unge med deres venner, uden deres mor er en del af aktiviteten.

Det forsøger familien dog at gå i møde, ved at mor-Charlotte mest tager sig af praktiske ting, så ungerne kan få lov til at hygge sig og være aktive, uden de føler, at deres mor er i nærheden, mens Conrad og Clara får lov til at udfolde sig med vennerne.

Og det fungerer, fortæller Conrad Lafog, der trods en teenagers sind, priser sig lykkelig for, at han har en mor, der gør en forskel.

”Det er da rart, at vi har en mor, der hjælper så meget til, at det er muligt at lave alt det, vi gør. Hvis ikke det var for hende og de andre frivillige, ville vi jo ikke kunne prøve alle de forskellige ting”, afslutter han, inden den sidste æbleskive ved spisebordet glubsk bliver fortæret.

Det var den tredje artikel i vores temaserie om familier i beredskaberne. Du kan følge med her på Danske Beredskabers side, hvor vi over den kommende tid vil bringe historier om familier i beredskaberne. Har du et tip, kan du sende det til jmo@danskeberedskaber.dk.

Tidligere har vi bragt historien om Oliver Christensen, der gennem brandkadetprojektet fik et pusterum, og hvor moderen senere har engageret sig som nødbehandler, men vi har også bragt historien om familien i Herning, hvor alle har en tilknytning til beredskabet.