Med hætten på den store sweatshirt trukket godt op over ørerne, traskede Oliver Christensen til den daglige pinsel. Ganske forvisset om, at endnu en dag i ligegyldighedens tegn blot skulle overstås.

Sådan så hverdagen ud for den dengang 13-årige knægt, der dagligt slog sine folder på Jyllinge Skole.

Skolen var nemlig ikke altid lige nem for Oliver Christensen. For selvom der var venner nok, så varede koncentrationen sjældent ved, når de ellers dygtige og søde lærere fortalte om matematiske funktioner og verbers bøjningsformer.

Men i frikvarterne levede han op, og det var måske også den eneste grund til, at han troligt dukkede op, selvom computeren hjemme på Nordmarksvej ikke bare synede mere spændende, men som også var det faste holdepunkt, når de kedelige timer var overstået.

”Jeg kunne ikke se, hvad jeg skulle bruge skolen til. Det gav slet ikke nogen mening for mig, for jeg vidste ikke, hvad jeg ville med mit liv”, fortæller den i dag 15-årige unge mand, der på det tidspunkt ikke så mange fremtidsperspektiver for ham selv.

“Vi gik til mange bekymringssamtaler med skolen og SSP-koordinatorer, men det var bare ikke til at få hul igennem – det sagde simpelthen ikke Oliver noget at gå i skole”, fortæller mor-Dorte, når hun tænker tilbage på tiden, hvor der nærmest ikke var noget, der kunne fange hendes søns interesse.

Oliver Christensen var nemlig ikke nogen rod. Han sad stille og roligt i timerne, men han fulgte ikke med. Kun computeren var interessant, og det var efterhånden et par opgivende forældre, der kunne se så meget potentiale i knægten, men som virkelig ikke fandt skolen interessant.

Et tilfældigt Facebookopslag

Men en dag for knapt 3 år siden skete der noget. For her lagde brandkadetterne i Roskilde et Facebookopslag op om, at de søgte nye brandkadetter, og med det samme var familien fyr og flamme.

”Det var faktisk Olivers far, der fandt linket på Facebook til brandkadetprojektet i Roskilde. Og da vi så viste det til SSP-konsulenterne, så fortalte de, at de kun havde hørt godt om projektet”, fortæller Dorte Christensen, der med det samme håbede, at det kunne være startskuddet til en mere glad og mindre frustreret Oliver, der for alvor savende en retning i livet.

”Det lød jo meget spændende, så det tænkte jeg, at det kunne jeg da godt prøve af”, fortæller Oliver Christensen, der dog var en anelse skeptisk over for, at det skulle hjælpe på hans manglende motivation og generelle frustration.

Koordinationsproblemer gjorde ovenikøbet, at Oliver ikke kom med til de første intromøder, hvorfor han nærmest ingen viden havde om, hvad brandkadetterne skulle lave, da den første introweekend med det nye brandkadetkorps skulle afholdes.

Derfor var det ikke den nemmeste sag at få ham overbevist om, at det var en god idé at tage af sted.

”Han ville virkelig ikke afsted, så vi var næsten nødt til at hive ham ud af værelset for at få ham ud ad døren. Og så var de endda så tarvelige, at de tog hans telefon, da han kom”, fortæller Dorte Christensen grinende, mens hun kigger lidt drillende på sønnen, der smiler lidt genert tilbage.

For hos brandkadetterne skulle det ikke være Snapchat eller League of Legends, der tog fokus fra hverken det faglige eller det sociale – og det gav pote.”Om lørdagen får jeg en SMS fra Oliver, hvor der står: ’Mor, jeg har fået lov til at have telefonen i et kvarter. Det her er bare det fedeste, jeg nogensinde har oplevet’. Det var alt, hvad der stod”, fortæller og Dorte Christensen, der var lige ved at tabe underkæben af ren og skær overraskelse:

”Der stod jeg i et sekund og tænkte på, hvad de dog havde gjort ved mit barn”.

En kæmpe udvikling

Siden den weekend for godt 2 og et halvt år siden, har Oliver ikke set sig tilbage, og efter at have gennemført brandkadetforløbet, er han fortsat videre i ungeberedskabet, som er Roskildes egen overbygning på brandkadetforløbet.

Med stor succes og med enormt mange lærerige og grænseoverskridende oplevelser i livets rygsæk.

Stoltheden oser derfor også ud af Dorte Christensen, når hun taler om sin søn. For hun har for alvor oplevet sin søn gennemgå en personlig udvikling, mens karaktererne i skolen kun er gået en vej – og det er opad.

Selvom det, at blive ældre, modner, så er hverken Dorte eller Oliver i tvivl om, at det er brandkadetforløbet, der har gjort den afgørende forskel.

”Nu har jeg en idé om, hvad jeg vil. En retning, jeg kan vælge. Det hele giver langt mere mening for mig, og jeg er også blevet langt mere glad og aktiv”, fortæller Oliver, der bliver suppleret af sin mor, inden han får talt helt færdigt om sine fremtidsplaner, der sagtens kunne ende med en karriere i politiet, militæret eller måske endda inden for beredskabsverdenen.

”Vi har fået en helt anden søn, der kan og vil mange flere ting, og som konstant er med til at udfordre sig selv”, fortæller Dorte Christensen, der for alvor har fået en glad og motiveret ung mand i hjemmet.

Moren vil også

Men ikke nok med Olivers egen interesse i beredskabet, så har den lille familie også fået en ekstra aktiv inden for feltet. For da Dorte Christensen for et år siden sagde sin faste stilling op som sygeplejerske, var der pludselig tid til meget andet.

Derfor har hun i dag taget uddannelsen som nødbehandler, hvor hun kan bruge løs af sine erfaringer som sygeplejerske – og tjansen som nødbehandler har også givet noget ekstra kolorit til samtalerne over spisebordet i hjemmet i Jyllinge.

”Vi har nok en lidt anden forståelse for hinandens interesser, fordi det trods alt minder en smule om hinanden”, fortæller Dorte Christensen og uddyber:

”Derfor har jeg også fortalt Oliver om nogle af de scenarier, som jeg kan komme ud for, så vi kan sparre omkring det”.

Den stolte søn bruger dog ikke kun bruger moderens gode råd, når det kommer til scenarier.

”Når vi sidder i bilen med de andre fra Jyllinge på til Roskilde til øvelse i ungeberedskabet, så er det jo fedt, at hun kan være med i diskussionerne og fortælle om hendes erfaringer”.

Og ligesom Oliver Christensens engagement blot blev større med tiden, så vil Dorte Christensen bestemt heller ikke afvise, at hun på sigt vil stå klar med brandslangen:

”Det interesserer mig jo helt vildt, så har jeg da overvejet, om jeg også skal tage brandmandsuddannelsen og selv stå med slangen”, afslutter hun lidt smågrinende.

Du kan følge med her på Danske Beredskabers side, hvor vi over den kommende tid vil bringe historier om familier i beredskaberne. Har du et tip, kan du sende det til jmo@danskeberedskaber.dk.