Den tidligere opdeling i de tre grupper: ” Hovedstaden”, “under 300.000 indbyggere” og “under 150.000 indbyggere”, passer ikke ind i beredskabernes struktur fra 1. januar 2016.
På den baggrund har beredskaberne besluttet nye gradstegn, der fremover vil blive benyttet i de kommunale beredskaber.
Principielt sondres mellem direktøren for Beredskabsstyrelsen (3xA) og direktøren for en kommunal beredskabsenhed (2xA), idet Beredskabsstyrelsen de facto er øverste myndighed inden for det samlede, danske redningsberedskab.
Distinktionering af beredskabsinspektører og viceberedskabsinspektører fastholdes, dog med den ændring, at beredskabsinspektører med personaleansvar også benævnes som områdeledere og distinktioneres med 2xB. Som noget nyt er der fastlagt en distinktionering af deltidsansat personel, hvorved oplægget fastsætter distinktionering for både fuldtidsansat, deltidsansat og frivilligt personel.
Der vil naturligvis kunne opstå tvivlstilfælde, i hvilke det opfordres til, at man primært vurderer ud fra pågældendes funktioner og opgaver, frem for titel, der kan bero på historiske og geografiske forhold uden sammenligning med det øvrige kommunale beredskab.
I nedenstående oversigt er de mest gængse titler anført, tilsvarende de mest gennemgående funktioner, men der er som nævnt ikke tale om en udtømmende oplistning.
Det bemærkes særligt, at for personel med samme funktioner, vil ansættelsens karakter (fuld tid, deltid, frivillig) afgøre den indbyrdes distinktionering. Derimod er funktionen holdleder vægtet højere end beredskabsassistent, på baggrund af ansvaret bag denne funktion, uagtet om der er tale om deltidsansat holdleder og fuldtidsansat beredskabsassistent. Den generelle hovedregel er altså funktion frem for ansættelsesforhold, men ved samme opgavetyper gradueres ud fra ansættelsesforhold.