Mere ensartethed, kortere sagsbehandlingstid og billigere byggeri. Det er nogle af de væsentligste bevæggrunde bag regeringens ønske om at udlicitere den brandtekniske byggesagsbehandling til private virksomheder.
Men forslaget om udlicitering får ikke roser med på vejen af tænketanken Forum for Samfundets Beredskab. I et notat sendt til medlemmerne af Forsvarsudvalget og Transport- og Bygningsudvalget kalder tænketanken det ’en forhastet løsning’ at udlicitere den brandtekniske byggesagsbehandling i en tid, hvor de nye beredskabsenheder er ved at falde på plads.
”Hele intentionen med sammenlægningen af de kommunale redningsberedskaber til færre og større beredskabsfællesskaber går netop ud på at maksimere og effektivisere, ligesom det skaber rammerne og forudsætninger for at højne kvalitet og service. At konkurrenceudsætte den brandtekniske byggesagsbehandling (…) synes derfor at være en forhastet løsning,” skriver Forum for Samfundets Beredskab i sit notat.
Best practice bliver et konkurrenceparameter
Af regeringens vækstudspil fra november 2015 fremgår det, at man ønsker at gøre de danske brandregler lettere at forstå og mere sammenlignelige med vores nabolande.
På den baggrund foreslog regeringen blandt andet at udlicitere den brandtekniske byggesagsbehandling og gøre det muligt for private aktører at gå brandsyn. Sidstnævnte blev dog pillet af bordet igen, efter Danske Beredskaber ad flere omgange udtrykte stor bekymring over at gøre best practice til et konkurrenceparameter.
På menuen er fortsat udliciteringen af den brandtekniske byggesagsbehandling til private, certificerede virksomheder. Et forslag, som på samme vis som privatiseringen af brandsyn vil betyde, at værdifuld videndeling og erfaringsudveksling vil gå tabt, mener bestyrelsesmedlem i Danske Beredskaber, Flemming Nygaard-Jørgensen.
”Sådan en ordning vil ikke sikre en mere ensartet sagsbehandling i forhold til brandkrav, for de akkrediterede virksomheder vil jo ikke videreformidle den viden, de får. De vil opfatte viden som et forretnings- og konkurrenceparameter og derfor ikke dele det med andre virksomheder. Det giver derfor ikke mere ensartet sagsbehandling, og det betyder, at samfundsmæssig vigtig viden ikke bliver delt på samme måde, som vi kender det fra i dag.”
Også tænketanken Forum for Samfundets Beredskab stiller i sit notat spørgsmålstegn ved, om udlicitering vil skabe den ensartethed, som regeringen efterspørger.
”Netop den manglende vidensdeling vil kunne betyde, at vigtig indhentet og oparbejdet viden hos de respektive involverede private entreprenører tilbageholdes, og at den af selvsamme årsag ikke kommer de kommunale redningsberedskaber til kendskab med risiko for tab af menneskeliv, værdier, ejendom m.m.”
Tvivlsom kvalitet af udlicitering
Den brandtekniske byggesagsbehandling i kommunerne har ad flere omgange fået kritik for at være for forskelligartet og uigennemsigtig. På en konference i januar 2015 understregede branchedirektør for DI BYG, Elly Kjems Hove, hvor vigtigt det er, at Danmark er konkurrencedygtig på byggeri, hvis det fortsat skal være attraktivt for udenlandske virksomheder at placere kontorer her.
Også politikerne er opmærksomme på de store forskelle i sagsbehandlingen, som man kan opleve fra kommune til kommune. Ifølge regeringen er den manglende ensartethed og effektivitet i sagsbehandlingen en barriere for vækst og produktivitet i byggebranchen.
Men det er langt fra sikkert, at en udlicitering af den brandtekniske byggesagsbehandling er løsningen på problemet, lyder det fra Forum for Samfundets Beredskab.
I sit notat henviser tænketanken til en rapport udarbejdet af Det Nationale Institut for Kommunernes og Regionernes Analyse og Forskning (KORA), hvor man har set på effekterne af udlicitering af offentlige opgaver.
Konklusionerne er, at “… der generelt er dokumenteret besparelser ved at udlicitere på de tekniske områder, men at disse besparelser er forholdsvis små, og at der i mange tilfælde ikke er kontrolleret tilstrækkeligt for, om kvalitetsniveauet er det samme efter en udlicitering”.
Ender folketinget alligevel med at vedtage udliciteringen af den brandtekniske byggesagsbehandling, foreslår Danske Beredskaber, at der stilles krav til de akkrediterede virksomheder om at udfærdige en brandplan for det enkelte byggeprojekt, som ligger tilgængelig for beredskaberne. På den måde får beredskaberne mulighed for at følge med i, hvordan bygningerne er indrettet og tænkes sikret, og kan på den baggrund tilpasse ressourcer i forhold til de risici, der er for området.
”Jeg håber som minimum, at der er forståelse for, at man skal opretholde dialogen med os, der har specialviden på området, og som gerne skulle kunne agere effektivt, hvis noget sker,” siger Flemming Nygaard-Jørgensen.