Der bør ikke ændres på ansvarsfordelingen mellem det statslige og kommunale beredskab under større, komplekse og længerevarende hændelser herhjemme. Det mener forsvarsminister Peter Christensen, der netop har knyttet bemærkninger til to ændringsforslag til den nye beredskabslov.
Ændringsforslagene kommer efter ønske fra Enhedslistens Nikolaj Villumsen. Han foreslår at gøre det muligt for forsvarsministeren at pålægge Beredskabsstyrelsen indsatsledelsen under større hændelser. Samtidig foreslår han, at det er Beredskabsstyrelsen, der skal rykke ud i de tilfælde, hvor et af de statslige centre er den nærmeste relevante udrykningsenhed.
Men de ændringsforslag er forsvarsminister Peter Christensen ikke enig i. Og det glæder sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard.
”Jeg tror, det er rigtig vigtigt at kigge på, hvem der har rutine i at løse opgaver, også selvom der bliver tale om større opgaver. Det er bestemt ikke det samme, som at der ikke skal samarbejdes og bruges de relevante ressourcer, men selve disciplinen at lede en indsats er som så meget andet noget, der skærpes med rutinen. En rutine, de kommunale indsatsledere med de mange årlige indsatser selvfølgelig har.”
Styrelsen er tænkt som overbygning
Ændringsforslagene fra Nikolaj Villumsen kommer i kølvandet på forsvarsministerens forslag til den nye beredskabslov, som blev fremsat i slutningen af marts måned. Her er der blandt andet lagt op til at sikre, at der kommer en relevant lovmæssig ramme for de nye fælleskommunale beredskaber.
I det ene ændringsforslag skriver Nikolaj Villumsen, at ”Ministeren bedes yde teknisk bistand til et ændringsforslag, der sikrer, at det i stk. 5 under paragraf 12 fremgår, at nærmeste relevante udrykningsenhed også i nogle tilfælde kan være Beredskabsstyrelsen.”
Men styrelsen bør ikke være omfattet af fri disponering på samme måde, som de kommunale beredskaber er, såfremt den nye beredskabslov vedtages, mener Peter Christensen. Han slår fast, at Beredskabsstyrelsen er tænkt som et overbygningsberedskab til det kommunale beredskab, der skal kunne assistere i særlige tilfælde.
”Bliver Beredskabsstyrelsen omfattet af princippet om fri disponering, vil der kunne opstå situationer, hvor et beredskabscenter er rykket ud til en mindre dagligdags hændelse på et tidspunkt, hvor der akut opstår behov for styrelsens kapaciteter ved en større, mandskabskrævende eller kompleks hændelse. Konsekvensen heraf kan være, at styrelsen ikke kan indsættes i hele landet indenfor 1-2 timer, hvilket kommunerne i dag kan regne med, når de dimensionerer deres redningsberedskab,” skriver forsvarsministeren blandt andet i sit svar til Nikolaj Villumsen.
Indsatsledelsen på kommunale hænder
I dag er det det kommunale redningsberedskab, der iværksætter den umiddelbare indsats ved hændelser og varetager den tekniske ledelse af indsatsen på skadesstedet under hele indsatsforløbet. Også ved større og mere komplekse hændelser som eksempelvis terror.
Men indsatsledelsen bør ikke kun hvile på kommunale hænder, mener Nikolaj Villumsen. I sit andet ændringsforslag skriver han, at ”Ministeren bedes yde teknisk bistand til et ændringsforslag, der sikrer, at det med forslaget også bliver muligt for ministeren at pålægge Beredskabsstyrelsen at bistå indsatsen i tilfælde af et stort terrorangreb eller anden katastrofe, samt for ministeren at pålægge Beredskabsstyrelsen at lede indsatsen.”
Forsvarsminister Peter Christensen mener dog ikke, at der er grund til at ændre på den måde, ansvaret er fordelt mellem det statslige og kommunale beredskab – heller ikke under et eventuelt terrorangreb.
”Hovedprincipperne for indsatsledelse, der anvendes ved alle dagligt forekommende hændelser, ændres som udgangspunkt ikke, når der er tale om større, komplekse, længerevarende eller flere samtidige hændelser, herunder terrorhændelser,” skriver Peter Christensen og fortsætter:
”Jeg mener derfor, at det giver god mening, at ansvarsfordelingen mellem de involverede myndigheder og aktører forbliver den samme også ved de mere sjældent forekommende hændelser.”
Nuværende ordning fungerer
Sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard, er positiv over, at forsvarsministeren er så klar i sin udmelding på netop dette område.
”Jeg er meget enig med ministeren i, at det ikke vil skabe større klarhed eller overblik, at der eksempelvis pludselig skal skiftes indsatsleder, når det bliver klart, at en indsats er større eller anderledes end antaget i første omgang”, siger han og fortsætter:
”Og det vil heller ikke skabe større klarhed over ressourcerne, hvis det statslige beredskab skal løse en bredere vifte af opgaver end i dag. Vi er glade for at kunne tilkalde Beredskabsstyrelsen og indsætte dem i indsatsen, når og hvor behovet er tilstede, og vi synes, det fungerer tilfredsstillende.”
Læs hele forsvarsministerens svar til Nikolaj Villumsen her og her.