Slangeudlægning og stafetløb. Det er de to discipliner, som de deltagende hold skal igennem under den årlige brandmandskonkurrence, som CTIF afholder. Men konkurrencen er blot en lille del af weekendens program, der også rummer masser af networking, kammeratskab og hygge.
Sådan lyder det fra viceberedskabschef i Midtjysk Brand & Redning, Lars Erik Møller Leth, der har deltaget i brandmandskonkurrencerne de sidste 23 år. Han håber, at flere beredskaber vil støtte op om den årlige begivenhed.
”Jeg synes, det er en fornøjelse at mødes med mine kolleger på tværs af beredskaberne. I år var et nyere hold med, som kun har været med de sidste par år, men resten har jo været med lige så lang tid som jeg, og det er næsten som at møde gamle venner, når vi ses til sådan en weekend. Vi får talt sammen om de gode og mindre gode historier og bliver opdaterede på, hvordan det går rundt omkring.”
I år blev brandmandskonkurrencen afholdt i Ikast fra den 10. til den 12. juni. Holdene mødtes fredag til aftensmad og rundvisning på den lokale brandstation. Lørdag formiddag øvede holdene de to discipliner med det udstyr, der var til rådighed under konkurrencerne, og om eftermiddagen løb selve konkurrencen så af stablen.
”Denne gang begyndte vi med en march fra bymidten og ud til den sportsplads, hvor vi skulle dyste. Det var en god måde at få lokket folk med op for at se konkurrencerne, og på pladsen var der også flere materieludstillinger for publikum og en hoppeborg til børnene,” siger Lars Erik Møller Leth.
Lørdag aften var der festmiddag for de deltagende hold efter en hæsblæsende dag i uniformerne, og om søndagen rejste holdene hjem igen.
”Tiden er givet rigtig godt ud, for det handler om meget andet end det at stille sig op i uniform og lægge slanger ud og løbe stafetløb. Vi hygger os på kryds og tværs og bestemt også internt på holdet, der typisk er bygget op af brandmænd fra flere forskellige stationer. Man lærer hinanden at kende på en helt anden måde, end når man ses i det daglige, og det binder så mange bånd mellem deltagerne,” siger han.
Flere hold skal med
Det var Midtjysk Brand & Redning, der løb med sejren i både slangeudlægning og stafetløb og dermed kunne kalde sig danmarksmestre ved dette års konkurrence. Holdet klarede slangeudlægningen på 50,5 sekunder, mens de 400 meter stafetløb med forhindringer undervejs blev tilbagelagt på 66,5 sekunder.
Denne gang deltog fem hold, der alle var fra Jylland, i konkurrencen. Tidligere var det ikke unormalt, at flere end 20 hold var repræsenteret ved konkurrencen, fortæller Lars Erik Møller Leth.
”Førhen var brandmandskonkurrencerne store, og der var hold med fra hele landet. Jeg synes, det kunne være rigtig godt, hvis vi fik både fynske og sjællandske hold med igen – de vil helt sikkert få en god weekend ud af det med masser af socialt samvær og kamp til stregen under konkurrencerne.”
I år var 25. gang, den nationale brandmandskonkurrence blev afholdt i Danmark. Hvert fjerde år afholdes konkurrencen som en international begivenhed, hvor de bedste hold fra de nationale brandmandskonkurrencer deltager.
Den næste internationale brandmandskonkurrence finder sted i Østrig i 2017.