Beredskabet er ikke – og bliver aldrig – kompenserende for manglende eller uklare regler.
På Danske Beredskabers forebyggelseskonference den 5. marts var 160 af Danmarks brandforebyggere samlet i Vejle for at dele viden om forebyggelse, og som opstart på konferencen gav Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber, en opdatering på den aktuelle beredskabspolitiske situation, hvor et valg venter få uger ude i fremtiden.
Og politik er lige nu definerende for flere af de forebyggende opgaver, de kommunale beredskaber arbejder med, og det kan være en glidebane for fagligheden, og derfor har man i Danske Beredskaber fokus på, at rammelovgivning har sikkerheden i højsædet.
-Det er ikke godt nok, at man glemmer brandsikkerheden fordi der er tale om en hypotetisk risiko. Det er ikke en vogn, Danske Beredskaber skal hoppe med på, fortalte Bjarne Nigaard.
Bjarne Nigaard uddybede, at der i samarbejdet med blandt andet Social- og boligstyrelsen og Beredskabsstyrelsen er flere eksempler på, at hensynet til sikkerheden bliver sekundært på grund af politiske ønsker.
Mangler klare regler
På den kulturelle scene har kulturministeren blandt andet slået på tromme for, at det skal være lettere og mindre bureaukratisk for kulturlivet at afholde arrangementer, hvilket reelt, ifølge Danske Beredskaber, i mange tilfælde har ført til en svækkelse af brandsikkerheden.
Og når det gælder den grønne omstilling, der mange steder vokser vildt, så mangler man i redningsberedskabet klare regler for, hvordan udrulningen af grønne løsninger sker.
Som eksempel nævner Bjarne Nigaard, at de forebyggende medarbejdere i de kommunale beredskaber i flere år har efterspurgt klare regler for ladestandere i parkeringsanlæg, og også når det gælder opstillingen og dimensioneringen af store batteri-anlæg halter det med regler, der kan matche de potentielle farer, beredskabet møder i deres arbejde.
-Hvorfor er der ikke klare krav om central afbryder, når man sætter ladestandere op – og hvorfor må man oplade elbiler længst inde i parkeringskælderen i stedet for nærmest udkørslen, lød det spørgende fra Bjarne Nigaard.
I Frederiksværk lukkede byen helt ned i mange timer, fordi et oplag med litium-ionbatterier i en grøn genindvindingsvirksomhed brød i brand og beredskabet måtte indsætte en helikopter fra Forsvaret for at få styr på flammer og røgsøjler der drev ind over byen, og også i det tilfælde kunne klare regler om fx oplagsmængde og afstand mellem oplag have bevirket, at en eventuel brand ville kunne håndteres hurtigt og sikkert.
-Vi skal ikke stoppe den grønne omstilling, men hvorfor har vi ikke allerede regler, der tager hånd om de her ting. Er der noget, der er uklart, så stå fast på fagligheden og sørg for at forholdende bliver dokumenteret, lød det fra Bjarne Nigaard, som også kommenterede på, at der på trods af stor opmærksomhed fra ministerens side umiddelbart efter branden på Børsen i 2024, hvor 400 års kulturarv gik op i røg, stadig ikke er politisk appetit på at lave bindende krav i forhold til brandsikringen af vores kulturarv.
Ressourcerne skal bruges effektivt
Uanset at politikerne ønsker at prioritere andre forhold over sikkerheden, så står man i Danske Beredskaber fast på fagligheden, for den dag det går galt, så kigger alle øjne på dem, der har godkendt eller haft tilsynet med de mangelfulde løsninger. Så brandsynerne skal, ifølge Bjarne Nigaard, altid sige fra, hvis ikke man fagligt kan garantere en effektiv og tilstrækkelig indsats.
– Beredskabet er ikke og bliver aldrig kompenserende for manglende eller uklare regler. Styrelsen er ramt af poliske strømninger længere oppe i systemet, og det handler ikke altid om faglighed, men om politik, slog Bjarne Nigaard fast.
En øm, politisk tå er også de kommunale samtilsyn hvor flere instanser på samme tid skal kontrollere forhold på landets plejehjem.
Samtilsynet ses af Danske Beredskaber som en væsentlig svækkelse af brandforebyggelsen på landets plejehjem, og det er blevet et væsentligt bureaukratisk problem, selvom intentionen fra politisk side har været det modsatte.
– Det bureaukratiske bøvl kan jeg desværre endnu ikke love, er gået væk, og vi kommer til stadighed til at forklare, at det her er ikke den rette brug af ressourcer. Brandsikkerheden drukner i nogle andre hensyn på dagen, og det er ikke den hensigtsmæssige måde at bruge vores tid på, lød det fra Bjarne Nigaard.
Forebyggelseskonferencen er forbeholdt ansatte i det kommunale og fælleskommunale beredskab samt Beredskabsstyrelsen, og tidligere har Beredskabsstyrelsen også været med på scenen ved åbningen af konferencen, men på grund af den forestående valgdag den 24. marts har Beredskabsstyrelsen valgt ikke at deltage på scenen, hvilket følger af Centraladministrationsens kodeks syv, der handler om at man som styrelse under en valgkamp skal have ekstra opmærksomhed på at optræde neutralt.
Indtryk fra førstedagen på Forebyggelseskonferencen 2026










