Mindre bøvl og mere fællesskab må ikke blive til mindre sikkerhed og mere farligt, lyder det fra Danske Beredskaber om foreningens høringssvar til et udkast til nye regler for midlertidige arrangementer og midlertidige konstruktioner.
Danske Beredskaber har afgivet høringssvar til udkastet til nye regler for midlertidige arrangementer og midlertidige konstruktioner. Reglerne er sat i søen under navnet ”Mindre bøvl – mere fællesskab”.
Ændringsforslagene til Bygningsreglementet 2018 (BR18) har til hensigt at gøre det lettere for foreninger og kulturliv at gennemføre forskellige mindre arrangementer som led i eller for at understøtte deres normale virke. Men selvom intentionerne bag udkastet til de nye regler er gode, så mener Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber, at deltagerne i kulturlivet til foreningsarrangementer over skal kunne forvente, at sikkerheden er i orden.
-Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at vi fra beredskabet har de absolut bedste ønsker for dansk forenings- og kulturliv. Aktivitet i lokalområderne og de stærke lokale fællesskaber er vigtige. Men der er en hårfin balance mellem blomstrende og frit opstillede aktiviteter i løse rammer, og sikkerheden for de deltagende og besøgende i samme arrangement, lyder det fra Bjarne Nigaard.
127 sider med bemærkninger
I uge 44 indsendte Danske Beredskaber et høringssvar til udkastet til nye regler for midlertidige arrangementer og midlertidige konstruktioner sammen med 127 sider med tekstnære bemærkninger, for hos brandvæsenet frygter man, at der med de foreslåede regelændringer gives frihed til ubevidst og i bedste mening at opstille brandfælder, glemme flugtveje, og hindre effektiv indsats for beredskabets redning og slukning i forbindelse med afholdelse af arrangementer, og det mener Bjarne Nigaard næppe har været intentionen.
-Det, der skal være mindre bøvl og mere fællesskab, må ikke blive til mindre sikkerhed og mere farligt. Det er desværre bare tilfældet for de glade besøgende på julemarkedet, eller de overnattende til weekendturneringen, med den utilstrækkelige minimumssikkerhed, uklarheden om rammerne og usikkerheden om beredskabets indsatsmuligheder. Danske Beredskaber kan ikke stå inde for det væsentligt forringede sikkerhedsniveau, der skabes med de nye regler, og vores høringssvar tager derfor klart forbehold for de nye regler, forklarer Bjarne Nigaard om Danske Beredskabers krasse kritik af ændringsforslagene til Bygningsreglementet.
Det er Danske Beredskabers vurdering, at flere af de foreslåede ændringer indebærer et sikkerhedsniveau, som generelt ikke svarer til de forventninger, som bygningsejere, arrangører, brugere og øvrige borgere med rimelighed kan have til brandsikkerheden ved denne type arrangementer. Det gælder også den indtil nu ukendte del af udkastet til regelændringer, der betyder, at beredskabet skal ’samle op’ ved at gå nogle særlige brandsyn ved arrangementer, der altså fremover ikke skal godkendes eller vejledes af det lokale redningsberedskab.
-Uden endnu at kende til indhold og beføjelser i disse særlige brandsyn, så kan vi med det samme slå fast, at vi ikke har en udpræget lyst til fremadrettet at skulle være ’de sure’, der stiller ’urimelige’ krav eller lukker for festivalen. Men alternativet med at gå på kompromis med det rimelige minimum for sikkerhedsniveauet overfor børnene på lejr, de handlende på markedet, eller de glade tilhørere til koncerten – det kommer vi ikke til, lyder det fra Bjarne Nigaard.
Sikkerhedsniveauet skal være tilstrækkeligt
Danske Beredskaber finder det i sit høringssvar afgørende, at bekendtgørelsen i sin endelige form ændres med henblik på at fastlægge et tydeligt og tilstrækkelig højt brandsikkerhedsniveau for midlertidige arrangementer og midlertidige konstruktioner.
Fra Danske Beredskabers høringssvar til udkastet til nye regler for midlertidige arrangementer og midlertidige konstruktioner:
”Sikkerhedsniveauet bør sikre, at de valgte brandsikringstiltag og de driftsmæssige foranstaltninger understøtter en forsvarlig evakuering af personer samt redningsberedskabets muligheder for effektiv redning og brandslukning. Reguleringen bør derfor bygge på gennemprøvede brandsikkerhedsmæssige principper om tydelighed, simplicitet og robusthed, således brandsikkerhedsniveauet er forståeligt, ensartet og driftsmæssigt håndterbart for både arrangører, bygningsejere og myndigheder. ”
Læs Danske Beredskabers høringssvar.
Læs Høringsbrevet fra Social- og Boligstyrelsen angående ændringerne af B18
Af Jakob Tilma, jti@danskeberedskaber.dk