Det er ikke altid lige let at komme ud af sengen, når vækkeuret ringer mandag morgen. Slet ikke, når regnen slår mod ruden, og temperaturen knap nok er tocifret.
Men i denne uge tog eleverne på Tjørnegårdsskolen i Roskilde imod mandagen med åbne arme. For på denne mandag var der udsigt til mere og andet end regnvejr. På denne mandag gæstede selveste H.K.H. Prinsesse Marie skolen for at tale om brandforebyggelse med de mindste elever.
”Det er altid en stor oplevelse, når de kongelige viser interesse ude i kommunerne. I dag er en stor dag, ikke kun for os, men også for alle de børn, der er her,” siger Lars Robetjé, der er beredskabsdirektør i Østsjællands Beredskab.
Se Danske Beredskabers videoreportage fra besøget her:
Skaber robuste borgere
Hvert år sætter beredskabet fokus på brandforebyggelse i uge 40 med Beredskabsstyrelsens temauge. Formålet med brandforebyggelsesugen er at lære børn, hvordan de undgår situationer med brand, og hvordan de reagerer hensigtsmæssigt, hvis uheldet er ude.
Den seneste uge har eleverne på Tjørnegårdsskolen arbejdet med materiale om brandforebyggelse, som er udarbejdet i et samarbejde mellem Østsjællands Beredskab og Beredskabsstyrelsen.
Som afslutning på forløbet blev H.K.H. Prinsesse Marie inviteret med ind i klasselokalerne hos eleverne fra 0. og 1. klasse. Her talte eleverne med prinsessen om, hvad de havde lært gennem den seneste uges undervisning i brandforebyggelse.
Undervisning af børn i forebyggelse af brand er et vigtigt skridt i retning af at skabe robuste borgere, som har viden om og kan håndtere ulykker og udefrakommende hændelser.
”Jo bedre, vi kan klæde vores unge mennesker på fra barnsben, jo bedre vil de kunne agere som voksne. Så det, at vi træner børn og unge i førstehjælp og brand, gør, at de bliver endnu bedre som voksne og forhåbentlig kan de til den tid også hjælpe til, når vi har brug for dem i beredskabet,” siger beredskabsdirektør Lars Robetjé.
Brandkadetter i aktion
Det var ikke alle aktiviteter under prinsessebesøget, der foregik indenfor i tørvejr. En af dagens højdepunkter var den udendørs opvisning, hvor brandkadetterne i Østsjællands Beredskab viste H.K.H. Prinsesse Marie, hvordan man slukker en brand i et skur.
Her stod det meste af skolen klar til at heppe sammen med prinsessen, mens de hårdtarbejdende brandkadetter fik slukket ilden i det skur, der til lejligheden var placeret midt i skolegården. Efter opvisningen tog H.K.H. Prinsesse Marie afsked med skolens elever og vinkede farvel fra bagsædet i kronebilen.
For Østsjællands Beredskab forløb dagen, præcis som den skulle. Det fortæller Elias Samsø Larsen, der er beredskabsinspektør hos Østsjællands Beredskab.
”Jeg synes, det har været en rigtig god dag. Det er altid fantastisk, når vi får sat fokus på brandsikkerhed og brandforebyggelse, og det er prinsessen i allerhøjeste grad en god ambassadør for. Derfor er det rigtig positivt, at hun vil bruge sin tid på at sætte fokus på netop det budskab.”