Der var mange nye navne på den ministerliste, som den nye trekløverregering kunne præsentere mandag formiddag. Men den mand, der nu sætter sig for bordenden i Forsvarsministeriet, er dog en af de mest garvede danske politikere.
Landets nye forsvarsminister er nemlig den tidligere finansminister i Venstre-regeringen, 69-årige Claus Hjort Frederiksen. Han overtager posten efter Peter Christensen, der ikke længere skal være minister.
Danske Beredskabers sekretariatschef, Bjarne Nigaard, byder den nye forsvarsminister velkommen.
”Vi ser frem til at samarbejde med den nye minister og håber, at han holder fast i, at Danmark har brug for et stærkt samlet beredskab, der kan skabe tryghed og sikkerhed for borgerne, siger han og fortsætter:
”Samtidig vil vi gerne kvittere for Peter Christensens indsats og sige tak for det samarbejde, vi har haft med ham.”
Behov for at styrke beredskabet
Den seneste uge har de tre partier, Konservative, Liberal Alliance og Venstre, arbejdet intenst på at opnå enighed om regeringsgrundlaget. Søndag kunne partierne så præsentere det 86 sider lange dokument, som skal danne grundlag for trekløverregeringens politik frem mod næste folketingsvalg.
Det nye regeringsgrundlag berører kort de fremtidige visioner for redningsberedskabet i Danmark. Det sker med følgende ordlyd:
“Et stærkt og robust beredskab er vigtigt for Danmarks sikkerhed og tryghed. Derfor vil
regeringen sikre, at Beredskabsstyrelsen fortsat har centre i alle dele af landet i overensstemmelse med aftalen fra 2016 om redningsberedskabet. Et stærkt kommunalt redningsberedskab suppleret af et stærkt statsligt overbygningsberedskab bidrager samlet til et mere robust dansk redningsberedskab.”
Et robust og stærkt redningsberedskab er ligeledes visionen hos Danske Beredskaber, som håber, at den nye forsvarsminister vil sætte handling bag ordene og sikre, at også det kommunale beredskab får tilført nye midler.
”Beredskabet fylder ikke ret meget i regeringsgrundlaget, men forhåbentlig fylder det mere i den nye ministers bevidsthed. Vi håber, at Claus Hjort Frederiksen husker den del af 2025-planen, som gik ud på at finde midler til en tryghedspakke, hvor beredskabet også er inkluderet,” siger Bjarne Nigaard.