I dag er det nok svært at forestille sig et beredskab uden diverse teknologiske hjælpemidler. Men sådan var det engang, hvor de danske beredskaber stadigvæk skulle slukke brande, redde menneskeliv og gøre en forskel.
Men historien skal ikke glemmes. Derfor har Hovedstadens Beredskab flyttet og nyopstillet deres brandmuseum, så det i dag ligger på Vesterbro Brandstation på Enghavevej i den vestlige del af København. Her er håbet, at københavnere, folkeskoleklasser og andre beredskabsinteresserede kan stikke hovedet ind forbi til en historisk rundtur om hverdagens helte.
Museet indvies ved Kulturnatten i København, der afholdes den fredag d. 12. oktober, hvilket betyder, at Vesterbro Brandstation og det tilhørende museum vil være åbent fra 18:00-22:00 for interesserede.
Operationschef i Hovedstadens Beredskab, Tim Ole Simonsen, der er en af de medarbejdere i Hovedstadens Beredskab, der har stået for museet omstrukturering og nyopstilling håber da også på, at brandmuseets indvielse på Kulturnatten vil sætte skub i projektet.
”Forhåbentlig får vi en masse interesserede forbi, der kan se det interessante og sjove i beredskabets historie. Og samtidig holder vi også åben brandstation på Kulturnatten, så man også kan få lov til at få et indblik i beredskabets nuværende hverdag”.
Seks temaer
Museet er delt op i seks tematikker, der hver symboliserer en periode eller et emnefelt. Der er blandt andet mulighed for at se udviklingen fra dengang, hvordan vægterne tilbage i tiden gik rundt i byens gader om natten og advarede om brande, til udviklingen af banebrydende informationsteknologi som telegrafen, til i dag hvor meget foregår automatisk.
Men har man brug for det store overblik, er der også mulighed for netop det. Hovedstadens Beredskab har nemlig skabt et rum, hvor der er forskellige nedslag over nogle af de skelsættende begivenheder, der har været i beredskabet historie.
”Et af de mest vigtige nedslag, vi har valgt at fokusere på, det er i 1864, hvor dampsprøjten kommer. En banebrydende opfindelse, som vi bruger den dag i dag, i en nyere”, fortæller Tim Ole Simonsen, der foruden at være operationschef i Hovedstadens Beredskab også har en baggrund inden for historiefaget.
Han har derfor brugt nogle af de kundskaber, han har tillært sig om historieformidling, for at skabe de bedste rammer for nyopstillingen. Brandmuseet har nemlig i særdeleshed været præget af, at der skulle findes kreative løsninger på udfordringerne, for at man kunne holde sig inden for budgettet.
Børnenes brandstation
Selvom der er et stort fokus på det københavnske brandvæsen på museet, så giver det også et nationalt perspektiv. For når et tiltag i Danmark først bliver udrullet, så ser man det også komme i andre områder. Netop derfor er udviklingen i hovedstadsområdet også særdeles interessant.
Der er dog også noget for de ynge, hvis interessen for det historiske er knapt så voldsom.
”Vi har skabt børnenes brandstation, hvor vi håber, at vi med leg kan skabe læring, så de får en forståelse af beredskabets opgaver. Blandt andet har de mulighed for at øve førstehjælp, slukke brande og fire sig ned ad den klassiske brandmandsstang”, fortæller Tim Ole Simonsen, der også håber på, at brandmuseet kan blive en bærende kulturinstitution i området:
”Selvom der er meget kultur i hovedstadsområdet, så er der ikke meget lige her, hvor vi befinder os. Så vi håber da på, at en masse børnefamilier vil bruge det tilbud, vi giver dem. For os behøves man ikke gå rundt i timevis og kigge på udstillingen – man kan også bare komme ind og lege i lidt tid”.
Nyopstillingen byder dog også på andre tiltag. Blandt andet er en app til diverse smartphones blevet udviklet. Her kan besøgende få mulighed for at se interaktive videoer og få et endnu større indblik i brandvæsenet og redningsberedskabets historie, så man for alvor bliver taget med igennem den historiske udvikling.
Hvis du har lyst til at besøge Københavns Brandmuseum, kan du besøge det tirsdag og lørdag mellem 10 og 14, eller i aften på Kulturnatten i København. Der er desuden åbent i hele efterårsferien. Entré er gratis.