En stærk faglighed, solide udstillere og gode faciliteter. Det skal være de tre ben, fremtidens årsmøde i Danske Beredskaber i endnu højere grad skal leve stærkt på.
Sådan lød det, da udstillere fra Årsmødet 2018 og Danske Beredskabers styregruppe for Årsmødet tirsdag afholdt et evalueringsmøde i selvsamme lokaler, som Årsmødet i både 2017 og 2018 blev afholdt i, nemlig Odense Congress Center.
Her skulle Nordens største beredskabsmesse evalueres, efter et år hvor blandt andet en app til telefonen var et af de nye tiltag, der skulle være med til at give Årsmødet et mere digitalt præg. Et tiltag, der var imødeset, og som, trods børnesygdomme viste sig at være et fornuftigt greb i forbedringen af Årsmødet.
Opbakningen til Årsmødet 2018 var dog ikke helt så stor som i 2017, men det var alligevel en fortrøstningsfuld sekretariatschef hos Danske Beredskaber, der kunne evaluere på et veludført årsmøde.
”Generelt set kan vi spore en stor tilfredshed hos både udstillere og deltagere på Årsmødet, og det betyder altså, at vi rammer rigtigt i store dele af den måde, vi formår at afholde vores koncept på”, siger Bjarne Nigaard, der dog ikke vil negligere faldet i antallet af deltagere:
”Det er selvfølgelig utrolig ærgerligt, at lidt færre mennesker end i 2017 deltog i vores årsmøde, men det giver os heldigvis også noget at arbejde med. Omvendt lytter jeg også til, at udstillerne er tilfredse med, at det er de rigtige deltagere, der kommer, fordi der er så stor en faglighed”.
Netop fagligheden er derfor også et af de store fokuspunkter, hvorfor udstillerne og styregruppen har flere ting i støbeskeen frem mod det næste årsmøde.
Blandt andet skal det fremadrettet i større udstrækning være muligt for udstillerne at byde ind med faglige oplæg, der kan have både faglig og materielmæssig relevans. For hvis faglighed får endnu et nøk opad, vil det blot skabe endnu mere incitament for beslutningstagerne til at deltage i Årsmødet – og det er i særdeleshed netop dem, udstillerne gerne vil i kontakt med.
Udstiller kommer igen
Carsten Ottosen fra GKV Brandmateriel var en af de udstillere, der var mødt op i Odense for at evaluere på Årsmødet. For ham og virksomheden havde Årsmødet 2018 været en stor succes, selvom det ikke giver en umiddelbar omsætning:
”Vi ved godt, at det ikke er på Årsmødet, vi sælger vores køretøjer. Men det er her, vi opbygger relationerne, så når indkøbene skal foretages, ja så ved de, hvor de skal komme hen” siger Carsten Ottosen, der er salgsleder i virksomheden, der er leverandør af brandkøretøjer og andet brandmateriel.
For dem er Årsmødet også en måde, hvorpå de kan køre en mere strømlinet virksomhed:
”Hvis vi skulle besøge alle beredskaber, kunne vi ikke lave andet end at køre rundt i landet – og det har beredskaberne desuden ikke tid til. Til Årsmødet har de den fornødne tid til at tage en snak og se på det, vi har med”, siger Carsten Ottosen, der har haft et enormt godt årsmøde målt på antal besøgende og samtaler, virksomheden fik ført.
Han er derfor heller ikke i tvivl om Årsmødets potentiale for udstillerne, og han ved også, hvor han er at finde den 28.-29. august 2019:
”Vi kommer selvfølgelig igen. Vores kerneforretning er her”, afslutter han.
For mere information om Årsmødet 2019, kan man løbende følge med på årsmødehjemmesiden