Brandkadetkorps sikrer rekruttering til fremtidens beredskab

21. maj 2021

Mere end 90 % af alle landets brandkadetter er interesseret i at fortsætte deres videre færd over i det voksne beredskab, når de bliver gamle nok, og knap 60 % af disse ønsker specifikt at fortsætte hos brandvæsnet. Det viser en ny undersøgelse, foretaget af konsulentvirksomhederne Practicum og Pædagogisk Praksis for Unge i Beredskabet, hvor godt en tredjedel af landets aktive brandkadetter har medvirket.

En af dem er 17-årige Mads Andersen, der for alvor har fået øjnene op for livet som brandmand efter sin indtræden i Lolland-Falsters Brandvæsens brandkadetkorps.

”Jeg havde aldrig overvejet det som en levevej, men det har virkelig fanget mig,” fortæller Mads Andersen og fortsætter:

”Brandkadetforløbet har skabt en stor viden om beredskabet. Jeg har selvfølgelig altid vidst, at det er brandfolk, der kører ud til brand, men jeg har aldrig anet noget om, hvordan det egentlig fungerer,” siger Mads Andersen.

Men det gør han nu, og han har allerede taget grunduddannelsen som brandmand, så han er klar til at indgå i det voksne beredskab, når han fylder 18 år.

Forsvarsminister Trine Bramsen glæder sig over undersøgelsens resultater:

”Utryghed kender ikke alder. Derfor er det afgørende, at så mange som muligt er med til at løfte ansvaret for et trygt og sikkert Danmark. Det gør ganske enkelt vores beredskab bedre, når vi har alle aldersgrupper med. Jeg håber samtidig at brandkadetterne får smag for at passe på danskerne – og vil fortsætte i beredskabet,” udtaler forsvarsminister Trine Bramsen.

Kan afhjælpe rekrutteringsudfordring
Danske Beredskaber skønner, at der mangler i omegnen af 400 brandfolk på landsplan. Men med den nye undersøgelse er formand for Unge i Beredskabets styregruppe og beredskabsdirektør hos Lolland-Falster Brandvæsen, Peter Søe, mere fortrøstningsfuld for fremtiden:

”Vi kan jo se, at de, der overgår fra brandkadetkorpsene til det voksne beredskab, allerede har en stor forståelse for den beredskabsfaglige verden og at de, qua deres uddannelser i brandkadetkorpsene, er langt hurtigere klar til at tage del i løsningen af beredskabets opgaver, end dem der kommer udefra. Så det gør mig enormt glad at se, at størstedelen af brandkadetterne rundtomkring i landet gerne vil fortsætte over i det samlede beredskab, når de bliver gamle nok,” siger Peter Søe, der fortsætter:

”På den måde er de unge fra brandkadetkorpsene ikke bare med til at fremtidssikre vores robuste kommunale redningsberedskab, men er med til at sikre hele det samlede beredskab i Danmark,” siger han.

Undersøgelsen peger på, at de unge er interesserede i en fremtid indenfor en bred vifte af de danske redningsberedskaber. Således angiver 56,6 % at de er interesseret i at overgå til brandvæsenet, 13,1 % er interesseret i livet i polititjenesten, 9,7 % er interesseret i det præshospitale område, 7,9 % er interesseret i en karriere i Forsvaret, mens 4,1 % er interesseret i en anden retning indenfor beredskabet.

Projektchef for Unge i Beredskabet, Maria Wiktoria Karolini, er tilfreds med de nye tal, der er en understregning af projektets potentiale som rekrutteringskanal for alle dele af det danske redningsberedskab.

”Det vidner om, at vi gør noget af det rigtige. Og så er det desuden værd at bemærke, at vi eksempelvis har væsentligt flere unge kvinder med i brandkadetkorpsene, end hvad der er i beredskaberne i dag. Dermed kan vi være med til at øge mangfoldigheden,” siger Maria Wiktoria Karolini.

Unge i Beredskabet, er ejet af Danske Beredskaber, Falck og Beredskabsforbundet, og finansieres af midler fra Forsvarsministeriet samt VELUX FONDEN.

Undersøgelsen findes her: https://www.ungeiberedskabet.dk/wp-content/uploads/2021/05/Brandkadetuddannelsen-laering-der-skaber-transfer-og-bygger-bro-til-en-fremtid-indenfor-beredskabet.pdf

Mediekontakt
Projektmedarbejder i Unge i Beredskabet, Rikke Bech Espersen, tlf. 60135136

Tal
Nedenstående tal er blevet til på baggrund af undersøgelser i Unge i Beredskabet, der findes

  • 91,4 % af brandkadetterne angiver, at de er interesseret i at fortsætte indenfor beredskabet som voksne
  • 56,6 % af brandkadetterne er interesserede i at fortsætte inden for brandvæsenet, 13,1 % indenfor politiet, 9,7 % indenfor det præhospitale område, 7,9 % indenfor forsvaret og 4,1 % indenfor en anden retning.
  • Cirka 97 % af brandkadetterne synes, at brandkadetforløbet er en god forberedelse til det, man skal kunne indenfor det voksne beredskab.
  • I dag er der 49 brandkadet- og ungdomsbrandkorps på landsplan. Det er 20 mere end i 2014, hvor der var 29 brandkadetkorps og ungdomsbrandkorps på landsplan.
  • 198 brandkadetter er i perioden 2014-2020 blevet enten frivillige brandmand eller har gennemført grunduddannelsen til brandmand
  • 31 % af landets kadetter i 2019 var piger, mens 22 % af de uddannede brandfolk blandt brandkadetter i perioden 2014- maj 2020 var piger
  • Siden 2019 er der blevet uddannet 1300 brandkadetter. I dag er cirka 1000 aktive rundtom i landet.
  • Et brandkadetforløb er cirka 24 uger og udbydes til unge mellem 10-18 år. Gennemsnitsalderen er 15 år.
  • Ifølge Økonomer uden Grænsers rapport om ’Den samfundsøkonomiske værdi af Brandkadetter i Danmarks indsats’ viser, at for hver 1 kr. samfundet bruger på et brandkadetkorps, får samfundet 7 kr. igen.

 

Om Unge i Beredskabet
Unge i Beredskabet er en landsorganisation, som samler og varetager arbejdet med alle børn og unge med interesse for brand og redning. Unge i Beredskabet er et inkluderende socialt fællesskab af brandkadet- ungdoms- og juniorbrandkorps på tværs af landet, som tilbyder børn og unge viden, oplevelser og kompetencer indenfor brand og redning.

Danske Beredskaber, Falck og Beredskabsforbundet står bag Unge i Beredskabet med støtte fra Forsvarsministeriet og VELUX FONDEN. Se www.ungeiberedskabet.dk og www.danskeberedskaber.dk for yderligere informationer om henholdsvis Unge i Beredskabet og Danske Beredskaber

Relaterede nyheder

Regeringen har sammen med Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre indgået en finanslovsaftale, der ifølge Danske Beredskaber ikke kommer til at levere den nødvendige kapacitet til beredskabet. Verden omkring os er i forandring, og der er derfor behov for at skabe varige forandringer i Danmark, så vi bliver godt rustet til fremtiden. Sådan lyder forordet til […]

Simon Kollerup blev den 10. oktober valgt som ny præsident for flere tusinde frivillig i Beredskabsforbundet – den 13. november blev indsættelsen fejret af ministre og ledere fra beredskabet. Danske Beredskaber var den 16. november med ved den officielle indsættelse af Simon Kollerup som ny præsident for Beredskabsforbundet, for der er en hel del frivillige […]

I vintermånederne vil brandkadetter i alderen 13 til 18 år banke på hos ældre og udsatte borgere for at tilbyde opsætning af gratis røgalarmer. Målet er at mindske antallet af dødsbrande i danske hjem.  Hver fjerde dansker har ikke opsat en røgalarm i hjemmet, men det forhold arbejder brandkadetter fra Unge i Beredskabet over hele […]

Få nyhedsbrev i indbakken