Høj brandrisiko i sigte: Tjek Brandfare.dk

21. april 2020

De seneste uger har budt på varmt og tørt vejr mange steder i landet. Når det samtidig blæser, er der øget risiko for, at der kan opstå brand i det fri eller i haven. Derfor er det en rigtig god idé at tjekke Brandfare.dk, hvis du skal grille, tænde bål, bruge ukrudtsbrænderen eller lignende.

På Brandfare.dk finder du gode råd om, hvordan du undgår naturbrande. Der er også et brandfareindeks, der viser risikoen for, at der opstår brand i naturen de kommende fem døgn.

– Selvom sommervarmen ikke er over os endnu, er naturen tør for tiden. Derfor bør man tjekke Brandfare.dk, hvis man for eksempel vil grille eller bruge ukrudtsbrænderen de kommende dage, siger forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen Mads Dalgaard.

– De kommunale redningsberedskaber kører en del ture til naturbrande i foråret. Vi rykker selvfølgelig ud, når det brænder, men det bedste er jo, hvis vi kan lade brandbilerne blive hjemme i garagen, fordi vi alle ved fælles hjælp kan forhindre brandene i at opstå, siger sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard.

Gode råd til at undgå brand i naturen

  • Brug dertil indrettede pladser, hvis du skal tænde bål eller grille
  • Hold afstand til bevoksning
  • Efterlad aldrig et bål eller en grill, der ikke er slukket helt
  • Tænd aldrig bål eller grill, hvis det blæser meget eller er meget tørt
  • Hav altid vand i nærheden, når du tænder bål eller griller
  • Smid ikke cigaretskodder og lignende i naturen
  • Ring til 1-1-2, hvis uheldet alligevel er ude

 

Det er Beredskabsstyrelsen og Danske Beredskaber, som repræsenterer landets kommunale redningsberedskaber, og KL, der står bag Brandfare.dk. Brandfareindekset er udarbejdet af DMI for Brandfare.dk.

– Både mængden af nedbør, luftfugtigheden, vegetationsfugtigheden og vinden er væsentlige parametre i, hvor brandfarligt det er. Kombinationen af disse parametre er indarbejdet i brandfareindekset, og de viser helt typisk farlige tendenser i en så tør april, som vi ser i år, siger beredskabschef ved DMI, Knud-Jacob Simonsen.

https://www.brs.dk/forebyggelse/brand/brandfare-dk/Pages/brandfareindeks.aspx

Relaterede nyheder

Netværk Forebyggelse havde ved efterårsmødet i Billund fokus på lovgivningen og fagligheden. Der er stor vilje til at alle gerne vil dygtiggøre sig og ambitioner om at skabe en fælles tilgang til opgaverne når Netværk Forebyggelse under Danske Beredskaber samler kapaciteter fra hele landet for at udveksle erfaringer omkring brandforebyggelse. Og for tovholderen for efterårsmødet […]

Når du ringer 112 for at få hjælp til brand eller redning, så er det altså næsten altid brandfolk fra en af det kommunale beredskabs 29 enheder landet over, der tænder de blå blink og kommer til undsætning. Det gør vi mere end 40.000 gange om året. På landsplan håndterer de kommunale redningsberedskaber samlet i […]

Brandmanden fra Højer Frivillige Brandværn, der døde under indsats den 7. september, blev æret, og otte helte fra brandstationen i Nykøbing Falster blev tildelt Redningsberedskabsprisen af beredskabsministeren, da det civile beredskab den 4. oktober mindedes sine faldne i Holmens Kirke. Den 4. oktober blev den årlige mindehøjtidelighed for faldne brand- og redningsfolk afholdt i Holmens […]

Få nyhedsbrev i indbakken