De er samarittervagter, når du er til rockkoncert eller maratonløb. De hjælper med indkvartering af nødstedte bilister, når motorvejen lukker i en snestorm. Og de sørger for mad og drikke til brand- og redningsfolk ved langvarige indsatser.
De frivillige bidrager på mange måder til redningsberedskabet, både ved store arrangementer og under ulykker og katastrofer. Men der er for få af dem. Derfor søger Trekantområdets Brandvæsen nu frivillige i Vejle, Kolding og Billund kommuner.
I alle tre kommuner er der brug for frivillige til opgaver inden for førstehjælp. I Vejle og Kolding mangler der også frivillige til at hjælpe med indkvartering, forplejning og logistik.
”Vi får flere opgaver og nye typer opgaver, fordi vi i TrekantBrand er blevet så store efter sammenlægningen af de kommunale beredskaber. Ikke mindst inden for førstehjælp har vi travlt, så vi har brug for ekstra hænder, hvis ikke vi skal sige nej til at hjælpe ved musik- og sportsarrangementer,” siger Kristian Müller, der er beredskabsinspektør hos Trekantområdets Brandvæsen.
Han håber at finde 10-15 nye frivillige i Kolding, 10 i Vejle og 15 i Billund.
Et spændende arbejde
Som frivillig hos Trekantområdets Brandvæsen kan man se frem til spændende og meningsfulde opgaver, godt sammenhold og inden da en grundig undervisning og oplæring. Hvis man har talent og evner inden for faget, er der desuden mulighed for yderligere uddannelse og kompetenceudvikling.
Kristian Müller understreger dog, at man også skal opfylde nogle krav for at blive frivillig.
”Vi kræver anmærkningsfri straffeattest. Og vi vil have folk, som er præsentable, som kan begå sig, og som er sociale. For det første skal de bære en uniform, der står TrekantBrand på, så de er en del af vores ansigt udadtil. For det andet er styrken mere harmonisk og gør et bedre stykke arbejde, når folk fungerer sammen. Og det gør det også sjovere at være frivillig,” siger han.
Trekantområdets Brandvæsen inviterer interesserede til infomøder onsdag 7. februar klokken 19.00 på tre adresser:
• Hedemarken 16, 7200 Grindsted
• Smedegade 10, 6000 Kolding
• Norgesvej 1, 7100 Vejle
Inden da kan man møde frivillige fra Trekantområdets Brandvæsen ved to mindre happenings lørdag den 3. februar klokken 10-13 i Kolding Storcenter og uden for Bryggen i Vejle. Her vil de frivillige blandt andet demonstrere førstehjælp og byde på smagsprøver.
Trekantområdets Brandvæsen dækker kommunerne Vejle, Kolding, Billund, Fredericia, Vejen og Middelfart. Læs mere på www.trekantbrand.dk