Af Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber

Året 2017 er i bogstavelig forstand kommet stormende. Først kom stormen Urd 2. Juledag, så havde de kommunale primærberedskaber den travleste nytårsaften og –nat i adskillige år, og endelig fik vi stormfloden den 4. januar, da det opstuvede vand skulle retur fra Østersøen.

I løbet af en god uges tid, fra 2. Juledag og frem, blev hele Danmarks ulykkesforsikring, nemlig redningsberedskabet, sat i spil flere gange, døgnet rundt og for fuld styrke, for at dæmme op for vind, vand og nytårsbrande.

Heldigvis klarede vi det. Men vi må også være ærlige og fortælle, at det kun var lige akkurat, at det gik godt. Hvis bare en enkelt uforudset hændelse var kommet oven i de andre, kunne det mange steder have fået alvorlige konsekvenser.

Vi er i de kommunale primærberedskaber presset på materiel, og vi er presset på mandskab flere steder. Allerede i dagene inden den varslede stormflod, kunne efterspørgslen på mobile dæmninger – også kaldet watertubes – ikke længere imødekommes. Det betød, at vi fra begyndelsen var begrænset af mangel på ressourcer og dermed ikke kunne lave alle de forebyggende foranstaltninger, vi ønskede. Derfor var det heldigt, at stormfloden langt de fleste steder ikke udviklede sig anderledes end forventet. For der var ganske enkelt ikke mere at sætte ind med, hvis den havde gjort det.

Det fik man blandt andet at mærke i Kolding, hvor vores dygtige folk knoklede det bedste, de havde lært, men hvor prognoserne ikke holdt, og vandet steg mere end forventet.

Forhistorien er den, at de kommunale primærberedskaber fra 2016 og frem har fået deres budgetter reduceret med op mod 20 procent som følge af politiske beslutninger.

Alle steder i landet er det kommunernes primærberedskaber, der har ansvaret for beredskabsindsatsen – hele vejen gennem indsatsen. Det er de kommunale brand- og redningsberedskaber, der iværksætter den umiddelbare indsats ved ulykker og katastrofer og varetager den tekniske ledelse af indsatsen på skadestedet under hele indsatsforløbet.

Ved større, længerevarende eller mandskabskrævende hændelser, eller ved hændelser, der kræver specialudstyr, kan kommunernes enheder anmode om og inddrage mandskab og materiel fra andre, eksempelvis fra det statslige regionale beredskab, når den kommunale indsatsleder skønner, at det kan være en hjælp. Det statslige regionale beredskab under Beredskabsstyrelsen har seks beredskabscentre med til sammen godt 80 mand stående som reserve normalt.

Det kommunale primærberedskab rekvirerer og indsætter det statslige regionale beredskab som assistance ved ca. 300 indsatser om året. Men det kommunale primærberedskab er langt den væsentligste aktør, og har årligt ansvaret for cirka 24.000 indsatser ved alle brande, trafikulykker, storme og andre hændelser.

Det, man desværre ikke tog højde for, da man valgte at reducere primærberedskabernes budgetter, er det radikalt ændrede trusselsbillede, vi har fået i Danmark. Klimahændelser, der nu er større og varer i dagevis. Truslen om terror, der rykker tættere på.

I forvejen var de kommunale primærberedskaber blandt Europas absolut billigste og mest effektive. Før besparelserne kostede det kommunale primærberedskab gennemsnitligt kun cirka 250 kroner pr. borger om året, og det er de penge, som nu er blevet reduceret yderligere til omkring 200 kroner pr. borger. Ikke nogen dyr forsikringspræmie for Danmark, hvis man sammenligner med sin seneste opkrævning for familiens basisforsikring, hvor der endda eventuelt er indbygget en selvrisiko.

Det, der er blevet sparet væk, er ressourcerne til de ekstraordinære indsatser. De indsatser, hvor der er behov for noget mere end det, hverdagen med udrykning til brand og trafikuheld og de ’normale’ storme kræver.

Selvfølgelig skal vi i primærberedskabet også kunne klare en enkelt større hændelse i ny og næ. Men det er mildest talt paradoksalt, at vores budgetter bliver mindre, mens klimahændelserne bliver større, længerevarende og flere. Klimaeksperter fortæller, at 100-årshændelser bliver til 10-årshændelser. Og dermed bliver 10-årshændelser til årlige hændelser. Trykket på primærberedskabet øges.

Samtidig er terrortruslen og et potentielt behov for at skulle rykke ind for at redde menneskeliv under beskydning, blevet skræmmende mere tydelig. De syge hjerner bag terror satser på mere kyniske og ubegribeligt brutale og bestialske metoder, som primærberedskabet skal være parat til at håndtere, men ikke har opdateret operativ viden om, ikke har opdateret materiel til at agere overfor og ikke har ressourcer til at samtræne omkring.

Vi risikerer ganske enkelt at være bagud på point, allerede inden kampen mod stormflod skal tages næste gang, eller når en indsats mod terror måtte blive relevant. Ikke på grund af manglende vilje og kampmod. Men ganske enkelt fordi vi ikke har penge til at forberede os ordentligt.

Forsikringsselskaberne forventer, at de – i det store billede – relativt få skader efter stormfloden løber op i samlet 150 millioner kroner. For det beløb kunne man have fået op mod 100 kilometer mobil dæmning, der ved placering de rette steder antageligt kunne have reduceret skaderne betragteligt.

Til sammenligning skulle der bruges tre kilometer mobil dæmning til at sikre Jyllinge, og halvanden kilometer mobildæmning til at sikre Vikingeskibsmuseet, under stormen Urd.

Vi kan ikke længere finde pengene til det ekstra materiel i form af eksempelvis mobile dæmninger og pumper, og vi har ikke længere muligheden for at indsætte friske folk under en langvarig hændelse. Vi har i mange tilfælde ikke organisatoriske og materielle muskler til at iværksætte plan B eller C, hvis plan A ikke holder, og vi er ikke materielt beskyttet og er ikke trænet til at sætte hurtigt og effektivt ind og samarbejde med andre myndigheder under et terrorangreb.

Med andre ord har vi et kommunalt primærberedskab, hvor ressourcerne ikke er tilstrækkelige, hvis det værste skulle ske. Og det er jo ellers netop meningen med et beredskab; at vi kan klare de ekstraordinære situationer og sikre danskerne.

Jeg kan garantere, at de godt 9.000 dygtige og passionerede beredskabsfolk i det kommunale primærberedskab hver eneste gang alarmen lyder vil gøre alt, hvad de kan, for at holde stand – uanset opgaven. Men meget imod vores vilje og faglige stolthed må vi erkende, at der kommer et punkt, hvor vi ganske enkelt ikke har mere at investere. Vi kan ikke levere noget, vi ikke længere har.

Vi har kun materiale i den mængde og i den kvalitet, vi nu engang har. Men ingen af delene er længere tilstrækkelige. Og ham, der havde indsatsansvaret og var på vagt fire døgn i træk i sidste uge, er flere steder den samme, der skal på vagt også i denne uge, for der er ikke længere andre, der kan afløse.

Hvis primærberedskabet skal kunne blive ved med at levere tryghed og sikre danskerne på det niveau, vi har kendt indtil nu, så skal vi have udtænkt nogle nye løsninger for fremtidens beredskab. Vi skal have set på, hvilke nye og ændrede behov vi har for vores fælles ulykkesforsikring. For ingen har vel lyst til at have en forsikring, der ikke dækker, når ulykken rammer?

En mulighed kunne være, at de kommunale primærberedskaber én gang for alle får opgraderet sit klimamateriel i forhold til de lokale behov, der måtte være. Klimaeksperter peger på ret entydige mønstre i de fremtidige hyppigere hændelser, og derfor vil vi antageligt kunne planlægge os frem til det antal pumper og mobile dæmninger, der skal til, for at byer, infrastruktur og andre værdier kan sikres hurtigt og effektivt af det stedlige primærberedskab. Her er det vel at mærke ikke tilstrækkeligt at placere et nyt lager af mobile dæmninger og pumper et centralt sted. De skal være til rådighed lokalt, så der er mulighed for at have noget at stå imod med i pludselige og uventede situationer, ligesom de kommunale primærberedskaber skal have økonomi til at bistå med analyser og konsekvensberegninger for de områder, de skal passe på.

På samme måde er der behov for, at det kommunale primærberedskab får opdateret materiel og viden til at kunne håndtere en eventuel terrorhændelse. Beskyttelsesdragter, præmedicinering, oplag af bandager og behandlingsudstyr, kommunikationsudstyr til brug i ekstremtilfælde samt koordineret og aktuel viden om de kendte taktikker for den slags angreb. Og som vi desværre har set rundt om os i Europa, eksempelvis i Rouen, Gent, Izmir og Nice, rammer terror ikke kun i hovedstæder. Alle primærberedskaber skal derfor rustes til at kunne klare en terrorindsats eller bistå naboberedskabet med én. I en sådan situation er det den første afgørende time af en indsats, der redder liv. Der er ikke tid til at vente i længere tid på specialudstyr, og erfaringen fra udlandet viser endvidere, at infrastruktur og trafik går i stå umiddelbart efter et terrorangreb, så der ikke effektivt kan fragtes materiel og mandskab over selv relativt små afstande. Motorveje blokeres, toge og busser indstilles osv. Primærberedskabet skal kunne klare sig selv i den vigtige førsteindsats for at redde menneskeliv.

Disse engangsinvesteringer kan så suppleres af en centralt finansieret national katastrofepulje. Vi kender allerede stormflodspuljen, der hjælper husejere med skader efter stormflod. En national katastrofepulje kan på lignende vis gå ind og hjælpe primærberedskabet og det lokalområde, der har måttet trække ekstraordinært på sine ressourcer i en ekstraordinær situation, hvad enten det er klima, terror eller noget tredje.

Når der fremtidigt opstår et ekstraordinært behov for at retablere og genanskaffe materiel eller for at afvikle overarbejdspukler efter en lang og sej indsats, belastes det enkelte primærberedskab på denne måde ikke på sine egne sparsomme ressourcer, men dækkes ind af katastrofepuljen, så det enkelte beredskab kan fortsætte den almindelige drift på normalt niveau og sørge for fortsat sikkerhed og tryghed tæt på borgerne. Og nok så vigtigt; de øvrige kommunale og nære velfærdsgoder berøres ikke, for alternativt er det fra den kommunale pengekasse man skal hente pengene til primærberedskabet.

Et år med få katastrofehændelser er selvfølgelig at foretrække, og det vil jo så betyde, at restbeløbet i puljen kan overføres til næste år. Andre år kan der være behov for at aktivere det fulde beløb.

En national katastrofepulje vil sikre, at vi på den ene side ikke dimensionerer samtlige beredskaber efter det værst tænkelige, men på den anden side heller ikke skaber ulighed og utryghed de steder, hvor en ekstraordinær hændelse rammer ekstra hårdt.

En anden mulighed for at sikre Danmark endnu bedre kunne være at bede flere unge mennesker aftjene værnepligt i beredskabet. Det skal i givet fald ikke kun være hos de statslige, regionale centre, men også ude hos de kommunale primærberedskaber, der har hverdagshændelserne og virkeligheden tæt på.

Det vil være logisk og nyttigt, at de værnepligtige – som en del af aftjeningen – får opgaver i de 24 kommunale og fælleskommunale enheder. Det kan eksempelvis ske gennem en periode på tre-fire måneder med praktik i den beredskabsenhed, der er tilknyttet deres hjemkommune. Herved nyttiggøres ressourcerne hos de værnepligtige lokalt.

Det er væsentligt at pointere, at de værnepligtige ikke kan og skal indgå som en del af den vanlige dimensionering. De vil være et supplement, der kan betyde, at fastansat personale kan frigøres til eksempelvis terroruddannelse, og en værnepligtig kan i en afgrænset periode indtræde i stedet for den fastansatte og overtage dennes opgaver, for eksempel når der skal afvikles overarbejdspukler.

De ekstra hænder kan understøtte og supplere det daglige operative arbejde, den materielle vedligeholdelse og det brandforebyggende arbejde og være en ekstra reserve generelt.

Forhåbentlig giver det også de værnepligtige konkret indblik i og smag for opgaverne. I dag er det under 20 procent af de værnepligtige, der fortsætter i beredskabet efter endt værnepligt, men forhåbentlig kan en mere nuanceret oplevelse af hverdagsopgaverne medvirke til, at flere har lyst til at gøre en forskel i beredskabet og for samfundet – også efter værnepligten.

Uanset hvilke løsninger der peges på, så er vi kommet dertil, hvor nye løsninger er en nødvendighed, hvis samfundets fælles ulykkesforsikring fortsat skal have samme dækning, som vi er vant til.

Vores beredskab kører på pumperne i stedet for at stå klar med dem. Der er en desværre alt for stor sandsynlighed for, at en kommende ekstraordinær hændelse ikke bliver håndteret med den faglighed og effektivitet, som vi altid gerne vil. Fordi vi ikke længere kan.

Samfundets fælles ulykkesforsikring skal ikke have dækning, som vinden blæser. Vi skal have et kommunalt primærberedskab, der kan skabe tryghed tæt på borgerne og være garant for sikkerhed og effektiv indsats, når det brænder på. Men det kræver, at vi erkender, at der er behov for, at primærberedskabet får flere ressourcer. For vores sikkerheds skyld.

Kronikken er også bragt i Politiken den 31. januar 2017.