Farvel til en respekteret kollega

30. juli 2018

I dag gik alle flag på halv rundt om på de danske brandstationer til ære for den afdøde deltidsbrandmand ved Østjyllands Brandvæsen, Ole H. Pedersen, der omkom i sit virke som brandmand ved en markbrand i Harlev den 19. juli.

På denne dag blev Ole H. Pedersen bisat ved Vestre Kirkegårds Store Kapel i Aarhus, hvor beredskaber fra hele landet var mødt talstærkt op for at sige et sidste farvel til en respekteret og værdsat kollega, der desværre ikke er blandt os længere.

Sekretariatschef hos Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard, deltog i bisættelsen, hvor tonerne fra både Guns N’Roses, Kim Larsen og Metallica var med til at fylde et stuvende fyldt kapel med smuk musik. Respektfuldt og i Ole H. Pedersens ånd.

”Ole H. Pedersen betalte den ultimative pris under sin indsats for at redde liv og værdier for os alle. Derfor er vore tanker naturligvis også hos Ole H. Pedersens familie og nærmeste, og på vegne af alle kvinder og mænd i det danske beredskab skal der lyde en uendelig stor tak for indsatsen”, fortæller Bjarne Nigaard.

Østjyllands Brandvæsens direktør, Lars Hviid holdt under bisættelsen en mindetale til ære for Ole H. Pedersen, der ikke blot var en skattet og dygtig brandmand, men som gennem årene har besiddet forskellige funktioner i det østjyske beredskab.

Derfor var der også mange gode minder om Ole H. Pedersen, der var kendt for sin entusiasme, flittighed og dygtighed.

På brandstationerne rundt omkring i det østjyske diskuterede Ole aldrig – han fortalte i stedet, hvorfor han havde ret.
For Ole H. Pedersen var lidt af en opfinder, der, med en svagstrømsingeniøruddannelse i bagagen, altid forsøgte at optimere tingene – både i sit private forretningsliv men også med løsninger for beredskabet.

En kollega, der bliver savnet.

Ole H. Pedersen blev 41 år.

Æret være Ole Henne Lund Pedersens minde.

Aarhus Stiftstidende har lavet en nekrolog med nedslag i Ole H. Pedersens alt for korte liv. Det kan du læse her. 

Relaterede nyheder

Den 1. december er nordisk røgalarmdag, hvor du kan gøre det til en vane at tjekke, om din røgalarm fungerer. Søndag den 1. december er det nordisk røgalarmdag. Det er dagen, hvor du på en enkel måde kan sikre brandsikkerheden derhjemme ved at tjekke, om røgalarmerne virker, som de skal. Brandvæsenet rykker årligt ud til […]

Beredskabsforliget skal dække hele redningsberedskabet, for ellers kan vi ikke passe på hele Danmark, lyder det fra Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber. Lige om lidt får vi et beredskabsforlig i Danmark, og hos Danske Beredskaber ønsker man sig mere end noget andet, at forliget kommer til at tage hensyn til hele redningsberedskabets behov. -Den […]

Julen nærmer sig, men årets kolde måneder er højsæson for brande. Gå derfor aldrig fra levende lys og vær opmærksom i køkkenet, når du tilbereder mad. En røgalarm i julestrømpen den 1. søndag i advent kan være med til at sikre julen, for når der skrues op for brugen af levende lys, og julemaden skal […]

Få nyhedsbrev i indbakken