Ny beredskabsdirektør vil dyrke fællesskabet i Nordjylland

5. april 2018

”Det, der er vigtigt for mig, er, at medarbejderne påskønnes. Ligegyldigt om det er deltidsbrandmanden, servicemedarbejderen eller brandinspektøren, så gør de en kæmpe forskel, og det skal de vide.”

Sådan lyder det fra den netop tiltrådte beredskabsdirektør i Nordjyllands Beredskab, Diana Sørensen, der med sig i bagagen har en fortid som blandt andet divisionsdirektør i Falck.

Beredskabsverdenen er derfor på ingen måde ukendt for den nye direktør, der ser frem til de nye udfordringer i Nordjyllands Beredskab:

”Nordjyllands Beredskab er kommet enormt godt fra start, hvor de første år er gået til at etablere rammerne. Nu er tiden kommet til at videreudvikle endnu mere, og her ser jeg et spændende potentiale i opgaven omkring at skabe ét samlet fællesskab.”

Nordjyder vil gerne samarbejde

Nordjyllands Beredskab dækker hele 11 kommuner og er dermed det største kommunale beredskab i Danmark målt på kommuner og geografi. Derfor er der også mange interessenter, der skal høres, når nye ting i Nordjyllands Beredskab skal gennemføres, men den nye direktør ser lyst på fremtiden.

”Selve den geografiske adspredelse i kommunen er ikke en udfordring, men det er klart, at der er forskellige hensyn og interesser, der skal varetages. Men nu er jeg selv nordjyde, og jeg ved, at nordjyder gerne vil samarbejde. Så det handler om, at vi får skabt et fællesskab, hvor alle parter får noget ejerskab.”

Kvinde i en mandsdomineret verden

Beredskabsfaget tiltrækker i særlig grad det mandlige køn, men at være kvinde i faget ser Diana Sørensen ikke som en udfordring, men nærmere en mulighed.

”Jeg tror rimelig hurtigt, man finder ud af, om det er en verden for en. Jeg kan godt lide, at man taler lige ud af posen, for jeg er sådan indrettet, at hvis jeg laver en fejl, så vil jeg gerne have det at vide,” fortæller hun, inden hun videre uddyber:

”Jeg har kun oplevet det som en fordel, at jeg er kvinde, fordi jeg kommer med nogle andre synspunkter og tanker, hvilket kun er sundt for en organisation.”

Nye kollegaer skal mødes

Med den allerede godkendte risikobaserede dimensionering og en implementeringsplan frem mod 2021, er der nok at se til for den nyansatte direktør, som i den kommende tid også skal rundt i det nordjyske beredskab og hilse på sine nye kollegaer. Kollegaer, hun tidligere kan have mødt i sin tidligere stilling, men som hun nu har det overordnede ansvar for.

”De fleste kender mig nok ved navn, og jeg glæder mig derfor til at se dem i øjnene, hilse på og måske afstemme nogle forventninger. Det ser jeg meget frem til,” fortæller Diana Sørensen, der uddybende fortæller om starten hos Nordjyllands Beredskab:

”Jeg føler mig taget rigtig godt imod, og jeg kan også mærke på medarbejderne, at de er meget nysgerrige på, hvem jeg er som person.”

Relaterede nyheder

Når du ringer 112 for at få hjælp til brand eller redning, så er det altså næsten altid brandfolk fra en af det kommunale beredskabs 29 enheder landet over, der tænder de blå blink og kommer til undsætning. Det gør vi mere end 40.000 gange om året. På landsplan håndterer de kommunale redningsberedskaber i gennemsnit […]

Brandmanden fra Højer Frivillige Brandværn, der døde under indsats den 7. september, blev æret, og otte helte fra brandstationen i Nykøbing Falster blev tildelt Redningsberedskabsprisen af beredskabsministeren, da det civile beredskab den 4. oktober mindedes sine faldne i Holmens Kirke. Den 4. oktober blev den årlige mindehøjtidelighed for faldne brand- og redningsfolk afholdt i Holmens […]

Statsminister Mette Frederiksen (S) havde ved åbningen af Folketinget 1. oktober fokus på at danskernes beredskab skal styrkes, og det synspunkt bakkes op af Danske Beredskaber -Vi skal ruste os hver især og som samfund, sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen da hun den 1. oktober åbnede folketingsåret i Folketingssalen. Med reference til stormfloden […]

Få nyhedsbrev i indbakken